NVDA har mange tilføjelsespakker. Disse tilføjelser har til hensigt at udvide funktionaliteten af skærmlæseren NVDA, så du får funktioner som du mangler og har brug for. Det kan være noget så simpelt som at få en liste over ikonerne på systembakken, fordi du ikke kender kommandoen uden hjælp fra JAWS, til bedre understøttelse af funktioner i Windows 10 eller andre programmer.
Herunder er nogle af de tilføjelser, som vi kan anbefale:
Systembakkelisten
Med denne tilføjelse kan du få vist en liste over alle ikonerne på systembakken. Dette irker ligesom i JAWS. Tryk NVDA+F11, og en liste over ikoner kommer frem. Ved at trykke tab, når du har står på et ikon i listen, kan du vælge mellem de forskellige klik du ved udføre, når du trykker enter.
Billedbeskrivelse
Denne tilføjelse kan give dig en beskrivelse af det aktuelle billede, som navigatorobjektet befinder sig på. Bemærk dog at nogle beskrivelser kan have oversættelsesfejl, da de genereres automatisk. Denne funktion er nyttig, hvis du ikke bruger Google Chrome, men gerne vil vide hvad et billede indeholder.
Udvidelse til Outlook
Denne tilføjelse stiller nogle kommandoer til rådighed i Microsoft Outlook. Du kan nemt flytte til området med vedhæftede filer, få vigtige informationer oplæst ved et tryk på nogle taster, nemt navigere i adressebogen og bruge kalenderen. Læs dog bemærkningerne på siden, da nogle tastetryk kan variere eller kræver ændringer af kommandoerne i dialogen Inputbevægelser i NVDA-menuen under indstillinger.
Vigtige forbedringer til Windows 10-apps
Denne pakke tilføjer rettelser til nogle elementer i Windows 10, som bedre læsning af nogle vinduer, eller udvidet funktionalitet. Den kan anbefales, hvis du kører Windows 10, hvilket vi også kan anbefale at du gør, eftersom Microsoft lukker ned for support til Windows 7 næste år.
Vocalizer og Eloquence for NVDA
Denne pakke installerer talesynteserne Vocalizer Expressive og ETI Eloquence på din computer. Du kan prøve begge talesynteser i syv dage, hvorefter du skal tilkøbe adgang. Efter du har købt en licens, kan du frit benytte alle stemmerne, uanset sprog.
Det er vigtigt at nævne, at du også selv kan gennemgå listen over tilføjelser, hvor der er mange flere tilføjelser. Bemærk, at ikke alle tilføjelser er oversat endnu, hovedsageligt fordi vi mangler oversættelsesfilen til de pågældende tilføjelser. Mange af disse tilføjelser er dog oversat.
Tak for at I læste med, og vi håber at I kan bruge tilføjelserne! Vi vender tilbage med mere, som oversættelserne bliver tilgængelige og endnu flere tilføjelser udkommer!
Jeg står i den situation, at jeg skal indkøbe Jaws skærmlæser til en af vores elever. Har ikke noget kendskab til programmet.
Er meget fortaler for open source og software som er åbent for alle. Så man i fællesskab kan gøre programmerne bedre.
Og her fandt jeg så NVDA. Er det noget som kan det samme som JAWS og vil det være dumt at bruge 15.000 kr på et stykke software hvis man kan få NVDA gratis?
Hej Rasmus,
En stor fordel ved NVDA er netop, at den ikke koster noget som helst. Hvert år skal man nu betale for en licens til JAWS, hvilket bliver mange penge i længden.
JAWS har flere avancerede funktioner end NVDA har, men JAWS har også været under udvikling i godt 25 år efterhånden. Jeg kender dog ikke mange mennesker, som faktisk har brug for den slags.
Jeg anbefaler at du starter med NVDA, ser om det kan fungerer og spørg gerne herinde efter hjælp eller skriv direkte til e-mail adressen under kontakt, hvis der opstår problemer. Det kan afhænge meget af hvilke systemer eleven skal benytte, og hvordan de skal tilgås, men generelt fungerer begge programmer som udgangspunkt i samme tilfælde. Kommandoer varierer naturligvis.