Så tog NVDA endnu et skridt hen imod den endelige version 2010.2.
Nu er skærmlæseren gået fra beta til såkaldt
"Release Candidate". Det betyder, at vi nu står med en udgave,
som med få småjusteringer er identisk med den endelige
version, der udkommer i løbet af de næste ugers tid.
Det vil samtidig sige, at vi kan løfte sløret for nogle
af de nyheder, som venter i denne fri og open source
skærmlæser til Microsoft Windows:
- Takket være en bedre måde at få adgang til
teksten, får vi nu adgang til flere elementer og menuer, der
hidtil ikke blev læst op. Det gælder fx menuen "åbn
med" i Stifinderen under Windows XP. - Bedre adgang til indhold lavet i FLASH.
- En mere enkel måde at bruge den ubegrænsede
markør: Det er den markør, som vi bedst kan sammenligne
med JAWS-markøren.
Der er rigtig meget at se frem til på NVDA-fronten i den kommende
tid. Men først og fremmest har vi nu et fantastisk supplement
til bl.a. JAWS, som har givet os synshandicappede en uovertruffen
adgang til Windows brugerflade i mange år.
Du finder hele
annonceringen og diverse links til download her (på engelsk)
God fornøjelse!